5 råd til at håndtere en medarbejder i personlig krise

14 maj, 2024

Sponsoreret af TACK International.

5 råd til at håndtere en medarbejder i personlig krise

Hvert år bliver tusindvis af danskere ramt af personlig sorg i form af skilsmisse, dødsfald, sygdom m.v. I en undersøgelse fra det Nationale Sorgcenter fremgår det, at 60 % af sorgramte oplever, at deres netværk trækker sig fra dem. Dette sker også på arbejdspladsen. Som leder har du et ansvar for, at medarbejdere i krise ikke efterlades i ensomhed, og at der bliver taget de rigtige hensyn – for medarbejderens, kollegaernes og virksomhedens bedste.

Hvordan håndterer jeg en medarbejder i personlig krise?

Marie Kongsted, salgs- og marketingdirektør i konsulenthuset TACK International, som udbyder lederkursus og lederuddannelse, nævner, at hvis vi generelt havde en større åbenhed om, hvilken sorg, vi oplever eller har oplevet, ville det gøre det nemmere for den, der rammes næste gang at tale om det. Ligeledes vil det være lettere for de berørte kollegaer og vedkommendes leder at tage de rigtige hensyn.

I denne artikel får du en række gode råd til, hvordan du tackler en medarbejder i krise.

Spørg til situationen

En vigtig øvelse i vores samvær med andre mennesker er at sætte sig i andres sted. Der kan man passende stille sig selv spørgsmålet: ”Hvordan ville jeg have det, hvis jeg stod i mit livs krise, og min leder kiggede stift ind i sin computerskærm, når jeg gik forbi?”. De fleste ville sikkert føle sig overset.

Så spørg ind. Du skal turde at møde sorgen, også selvom du bliver mundlam, eller det rammer noget i dig selv. Du er måske også bange for at gøre personen ked af det, hvis du spørger, men de er kede af det. Det er ikke en følelse, du skaber. Det er et vilkår, og der kan være dage, hvor det er sværere for vedkommende at tale om det, og vedkommende måske helst er det foruden. Men det skal ikke gøre dig nervøs for at spørge en anden gang.

Accepter, at du ikke kan fjerne sorgen, men vis, du er der

Det bedste, du kan gøre, er at vise velmenende omsorg, men det er vigtigt, at du accepterer, at du intet kan sige, som fjerner sorgen og smerten fra din medarbejder. Det er altid et ønske, at man kan sige og gøre noget for at lette vedkommendes situation, men lad være med at komme med bemærkninger om, at ”tingene nok kunne være værre” eller på anden måde vise misforstået sympati. Det hjælper ikke den pågældende, og det kan måske ligefrem blive et irritationsmoment, og det kommer til at stå tilbage som en ugennemtænkt floskel.

Sørg for at lytte og vise din støtte, når din medarbejder har brug for det – også selvom, du egentlig var på vej ud ad døren.

Lav en plan

Det er afgørende vigtigt, at du får udarbejdet en god plan for din medarbejders tilbagevenden til arbejdspladsen og den efterfølgende periode. Er der arbejdsopgaver, som i en periode skal omprioriteres eller helt fjernes fra din medarbejder?

Snak med din medarbejder om, hvordan I sammen får struktureret den bedste arbejdsdag, så vedkommende selv kan være med til at definere, hvad der er overskueligt. Men husk, at det er dig, der har overblikket og skal sikre, at planen holder. Sørg for løbende at evaluere, så det passer til det tempo, medarbejderen kan håndtere.

Klæd kollegaerne på

Der er en risiko for, at dine andre medarbejdere vil føle sig ukomfortable og usikre på deres ageren i forbindelse med, at deres kollega kommer tilbage på arbejde.

Gør det klart for dine medarbejdere, at I alle har en vigtig rolle i at få medarbejderen tilbage på rette spor, og at dette gøres bedst ved at være åben og opsøgende. For at dine medarbejdere kan være klædt på til medarbejderens tilbagevenden, bliver du nødt til at give dem al den information om situationen, som du kan videregive uden at dele fortrolige oplysninger. Informer medarbejderne om, hvordan jeres kollega har det, og hvilke ønsker din medarbejder har tilkendegivet om sin tilbagevenden. Lad alle dine medarbejdere vide, at din dør står åben, så dine øvrige medarbejdere også har rum og mulighed for at dele deres bekymringer og tanker om situationen.

 Vær tålmodig

Din medarbejder kommer ikke tilbage i sit gamle ”jeg” med det samme. Du skal være tålmodig. Giv tid og plads til, at medarbejderen kan finde sig selv med sit nye livsvilkår. Det er ikke godt for hverken dig eller din medarbejder, hvis vedkommende kommer for hurtigt i gang. Dette kan i værste fald ende med en permanent sygemelding.

Ovenstående vil måske være en af de sværeste opgaver for dig som leder – men det er dit ansvar.